Grønnere tøjvask, sundere tøjvask

Idag har jeg været i normal - en butik jeg ellers ikke kommer i. Jeg bryder mig ikke om det overforbrug af underlødige produkter de ellers står for. Men idag gik jeg derind - i den grønne sags tjeneste naturligvis. Vi har nemlig fået en tørretumbler forærende - ikke lige den grønneste maskine, men vi er rigeligt presset i det daglige uden også at skulle hænge tøj op hele tiden, så vi tog glade imod. Jeg var derfor i normal fordi man der, som noget nyt, kan købe tørreæg fra Suztain, ligesom man også kan erhverve Suztains dejlig vaskeæg. 
Det fine gule vaskeæg foran pletfjerner og en pakke vaskekugler
De rosa tørreæg bagved en pakke duftstænger
Det gule vaskeæg fik jeg til jul sidste år og vi er meget glade for det. Det virker perfekt på almindeligt tøj uden de store fedt- eller græspletter. Hvis der er plettet kan man bruge pletfjerneren fra samme mærke eller almindeligt vaskemiddel, som jo er noget skrappere og mindre hud- og miljøvenligt. Til temperaturer over 60 grader bruger jeg lige nu almindeligt vaskemiddel, men vil gerne teste et andet middel, bio-D, som Suztain også forhandler. Det kommer til at ske når jeg engang løber tør for Ängelamarks color pulver og det flydende middel til vask af hvidt tøj. Vaskeæget kan fås både med og uden duft - jeg har valgt et æg uden duft, da duften jo naturligvis alligevel bliver vasket ud efter et stykke tid og jeg faktisk bedre kan lide at tøjet bare er rent og ikke dufter af et eller andet underligt. Det ekstra grønne ved vaskeægget, ud over at vasken bliver mindre kemisk skrap, er alle de mange plastdunke og poser med vaskemidler vi har sparet miljøet for. Jeg har ikke købt vaskemidler siden jul - det er altså 10 måneder siden og det bliver ihvertfald ikke nødvendigt før pænt efter jul, hvor jeg altså vil prøve dem fra Bio-D.

Tørreæggene - der er nemlig to i en pakke, de kan ikke fåes uden duft. Eller jo, man kan bare lade være med at sætte duft-pindene ind i æggene hvis man ikke har lyst til at få duften med ind til tøjet i tørretumbleren. Vi besluttede at prøve med dem i - kan vi(læs jeg) ikke lide det, tager vi dem bare ud igen. Jeg er spændt på resultatet. Desuden skriver de på pakken at med disse æg i tumbleren kan tørretiden reduceres med hele 28%. Det er jo også noget! - næsten 40 minutter af det længste program i tumbleren. Dermed sparer vi omkring 40 minutters strøm 3 gange i ugen. Det kommer især til at betyde noget om vinteren, hvor vores solceller ikke opfylder hele vores strømbehov og vi derfor får det(og betaler for det) ad normal vej.
Tørretumbleren er lige nu lidt handicappet, da en "vindmølle" inden i den(ved en mønt-relateret ulykke) har knækket alle sine vinger og derfor er den ualmindelig dårlig til at trække den dampmættede luft ud. N har bestilt en reservedel og siger at han tror han kan skifte den selv. Jeg glæder mig til at få en fuldt funktionsdygtig tørretumbler igen og til at prøve de nye tids- og strømbesparende tørreæg.
Grøn front!
Line, over and out!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Hjemmelavet tørshampoo med pilerod - nu testet

Tørshampoo - et kemikalie og miljøbevidst alternativ

Shampoo og balsam - Grønt, sundt hår!